Havergrynskager a la Anne Larsen

Anne Larsen var alle steder i 90’erne og begyndelsen af 00’erne! Hun havde en klar holdning til mad, og gik ikke på kompromis. Hold nu op hvor kunne hun også få folk op af hjørnesofaen i et ramaskrig af forargelse! Sejt gået, siger jeg bare, der skal sgu noget til for at få lettet rumpetten på familien Danmark! 😉

Fra dengang har jeg to små kogebøger der er lavet over nogle madkort, jeg vist nok tror, man kunne få med dameblade dengang.

WP_000957

Bøgerne er faktisk rigtig fine, og har nogle gode opskrifter der stadig holder efter min mening! I disse pæleo tider er Fru Larsens opskrifter måske ikke helt comme il faut, da de indeholder både stivelse og kulhydrater (uha, uha)! Men uanset hvad madmoden dikterer, så handler en sund sjæl i et sundt legeme jo i bund og grund om at spise mad der gør en glad, og så lige lette r*ven og dyrke noget motion!

Et par af hendes opskrifter har jeg selv brugt meget, og vil derfor dele min version med jer! Især i mine SU dage var disse havergrynskager en nem og hurtig måde at få lidt sødt på. De kan også serveres for laktose allergikere, da de ikke indeholder mælk eller smør.

De er super simple at lave, og der skal meget få ingredienser til, og de fleste af dem har man allerede i skabene.

Min navnesøster kalder dem i bogen for Oatmeal Cookies med Rosiner.

WP_000958

Jeg brugte i dag:

200g grovvalset havergryn (finvalsede kan også sagtens bruges)
1 1/2 dl flydende honning (hjemmeavlet af min kollega Sofus)
2 æg (ved godt der kun er 1 på billedet)
1 dl. tørret blåbær (rosiner, tørret tranebær eller hakket mørk chokolade kan også sagtens bruges)
2 spsk olivenolie
2 spsk vand
Et lille nip salt

Fru Larsen bruger i stedet for honning 100g rørsukker og 4 spsk lys sirup. Jeg har også prøvet at bruge mørk moscovadosukker, hvilket også giver en fin mørk smag, hvis man er til den slags. Ellers kan det også anbefales at komme lidt kanel, eller andre krydderier som man lyster i, for lidt ekstra smag.

WP_000959

Det hele røres rundt og hviler 15-20 min. I mit tilfælde hvor jeg brugte grovvalset havergryn, var jeg nødt til at komme et ekstra æg i, da det skal være en lidt klæg grød at røre rundt i, ellers kan det være svært at samle kagerne.

WP_000960

Når dejen har hvilet, så sætter man dejen ud i klatter på en bageplade med bagepapir, det gøres nemt med en ske. Man kan godt klappe kagerne lidt flade, men jeg kan godt lide dem når de er i toppe.

WP_000962

Kagerne bages ved 200 grader i 10-12 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle af inden de skal spises. Hvis man vil undgå at blåbær/ rosinerne bliver lige så brændte som mine, kan man starte med at bage dem i 5 min. med et stykke staniol over, det skriver Fru Larsen i hvert fald også i opskriften, jeg glemmer det bare altid.

Kagerne kan gemmes i en kagedåse et par dage, men ved helt ærligt ikke hvor længe de kan holde sig, for de forsvinder for hurtigt til at teste det her hos mig! 😀

Om jeg bare er dum eller dumdristig, skal ikke kunne siges, men jeg har tænkt mig at servere dem i aften for bl.a. to madbloggere, og så må vi se hvad de damer bag Fenjas Mad og Klidmoster siger til kagerne!

Update; mens jeg har skrevet indlægget har jeg brainstormet yderlig på opskriften, og har fået den ide at prøve med små friske æbletern næste gang jeg skal bage disse dejlige kager! Uha, det tror jeg kan være godt!

Dette indlæg blev udgivet i Brød og kager, Opskrifter og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *