Pulled Lamb

Her til påske er det jo højsæson for lam, og lam egner sig i højeste grad også til at blive trukket a la pulled pork.

I denne uge havde jeg familien til påsketamtam, og de skulle da trakteres med pulled lamb med tilbehør af flødekartofler (aka firserføde) og blandede salater. Til dessert fik de hindbær cheesecake, som faktisk slet ikke var så svær at lave som jeg havde frygtet. Mon ikke der kommer et indlæg om den en gang? 😉

Jeg vil gerne dele med jer hvad jeg gjorde ved lammet. Jeg havde købt mig en 2.5 kg lammekølle hvor den ene knogle var skåret ud (ved altså ikke hvad den hedder), sådan så der kun var én knogle tilbage i køllen.

WP_001101

Jeg spækkede køllen med splitter af hvidløg, og lavede først en dry rub som jeg lod køllen overnatte i, og dernæst en våd marinade, inden køllen blev puttet i stegesoen for at sove natten over i ovnen ved 110 grader.

WP_001102

Dry rubben bestod af masser af tørret rosmarin (har haft en frisk rosmarin stående som desværre var visnet i løbet af vinteren, så den blev pelset til formålet), lidt frysetørret estragon, tørret basilikum, løgpulver (der KUN består af tørret løg), revet citronskal fra en øko citron, salt og peber. Dry rubben fik en tur i morteren så det var fint pulveriseret og blev dernæst gnedet ud over køllen. Fadet fik film over og kom på køl til næste dag.

WP_001105

Den våde marinade bestod af et fint bundt frisk økologisk timian, som jeg havde skyllet og nippet bladene af og givet en tur i minihakkeren med en god sjat olie. Sådan stod køllen på køl et par timer.

WP_001106

Køllen blev derefter puttet i stegesoen (der lige akkurat var stor nok) på et leje af lidt grofthakket løg, gulerod, æble, øko citronen jeg havde brugt skallen af og hvad ellers grøntsagsskuffen kunne byde på, og jeg hældte et par dl. god grøntsagsfond i bunden med henblik på at lave en sauce senere.

WP_001107

Efter en nat ved 110 grader så køllen sådan ud. Jeg hældte skyen fra gennem en sigte, skummede fedtet af, og lavede den dejligste sauce, med meget få justeringer. Helledusseda en dejlig sauce!!! 😀 Jeg gemte dog et par dl. af den afskummede sky inden jeg lavede saucen, fordi man med fordel kan hælde det over kødet lige inden servering, for at give kødet ekstra saft og kraft.

WP_001108

Køllen blev vendt om på den anden side og blev lige grillet lidt på den side der havde vendt ned i skyen for at få lidt dejlig skorpe på den side også!

WP_001111

Og blev derefter trukket i dejlige strimler af to gafler og blev serveret med lidt af eget stegesky hældt over. Det smagte helt fantastisk og det er slet ikke sidste gang jeg har lavet lam på denne måde. Hvis jeg kan få fat i det vil jeg gerne prøve at lave pulled lam af lammebov.

Glædelig påske!

Dette indlæg blev udgivet i Aftensmad, Opskrifter og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Pulled Lamb

  1. Klidmoster skriver:

    Yum-o 😛

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.