Tærte med grøftekant

Har du nogensinde overvejet hvor meget der vokser ude i naturen som du kan spise? Jeg mener lige uden for din hoveddør!?!?

Inspireret at Signe der for nogle dage siden lavede brændenældesalt, fik jeg ideen til at støve en af mine gamle opskrifter af. En af de få opskrifter fra folkeskoletidens hjemmekundskab som jeg faktisk hat taget med mig gennem livet, er en tærte med skvalderkål og mælkebøtter. Husker at jeg som skolebarn var MEGET skeptisk over for opskriften, men er så alligevel blevet omvendt. I dag tilsætter jeg dog også brændenælder for at opnå en nærmest hellig treenighed!

Her til morgen fik jeg ideen at jeg ville gå en tur i mit nabolag og se hvad der var i grøftekanterne rundt omkring hvor jeg bor. Det er en god ide at vælge sig grøftekanter hvor der ikke er så voldsom trafik, og steder der ikke er på nabolagets hundeluftningsruter for ikke at sanke urter der er alt for forurenede af den ene eller anden slags!

WP_001313

     Mælkebøtter, skvalderkål og brændenælder!

WP_001314

Purløg! 😀

Jeg var rigtig heldig for der var både skvalderkål, mælkebøtter, brændenælder OG purløg at finde!!!! Jeg lover med hånden på hjertet at jeg ikke stjal purløgene i en have, de stod i grøftekanten lige til at plukke!!!

WP_001317

Hvad skal man så gå efter? Jo, man skal gå efter de små blade for de har den fineste smag, selvom det er fristende at plukke de største blade, for der skal nemlig plukkes rigtig mange før man har nok til en tærte. De små friske skvalderkål blade er meget nemme at se, da de har en glasagtig glans og er helt fine og lysegrønne (nederst til højre). Af mælkebøtterne skal man gå efter de små blade, gerne dem uden blomst og helst dem der er buttede i formen (nederst i midten). De store blade er for bitre, og mælkebøtterne med store takker på bladene (øverst i midten) syntes jeg også er mere bitre. Af brændenælderne handler det også om at plukke topskuddene og gerne af de mindste planter, ellers bliver det for træagtigt (det siger Signe også selv). Undgå alle blade der er fugleklatter på, hvis der er dyr og insekter har spist af dem, eller der er brune pletter på bladene! Er man i tvivl så lader man skidtet stå! Okay?!

WP_001316

Når man kommer hjem er det MEGET vigtigt at man skyller alle bladene godt, og det gør man nemmest ved at lave bad i vasken til bladene. Skift vandet et par gange, smådyr og græsstrå flyder ovenpå, så dem fisker man op, og sand og skidt falder til bunds. Det kan godt betale sig at være grundig her, lige som når man skyller spinat!

Tærten minder i øvrigt meget om en spinattærte og den måde man behandler urterne på er også lig det man gør med spinat, urterne smager dog en anelse anderledes, lidt mere bitter men uden at være trælse  (læs mellem linjerne, hvis ikke du gider plukke grøftekant, eller er bange for den anderledes smag, så kan du bare lave tærten med frisk spinat)!

Når alt er skyllet, skal det dryppe af i en stor sigte, eller hvis man er smart har man en salatslynge (det er jeg ikke), for når det er klaret skal man i gang med at lave en tærtebund, og det må gerne være en grov en af slagsen. Jeg lurede lidt her hos Loui & Bearnaisen på en god  og nem dej, men har lavet den lidt større og lidt grovere, det syntes jeg nemlig passer godt til min meget rustikke tærte med selvsanket skvalderkål, mælkebøtte, brændenælde og purløg!

WP_001319

Til tærtedejen brugte jeg:

1 dl mel
1 dl rugmel
1 dl groft grahamsmel
3 spsk olie
1,5 dl fromage frais
1 tsk salt

Æltes sammen, måske skal du justere med lidt mere mel, men så SKAL dejen også  hvile! Jeg skriver SKAL hvile overdækket i køleskab 20-30 min!!! Dejen er meget nemmere at arbejde med når den har fået et hvil, det passer altså! 😛

WP_001324

Når dejen har hvilet rulles den ud mellem to stykker bagepapir og kommes i en smurt tærteform og prikkes med en gaffel og forbages i 10 min ved 200 grader.

WP_001326

Når vi nu er ved det der med tærtebunde, så har jeg endnu en bekendelse i rækken af posedamens bekendelser. Jeg har haft for vane at bruge sådan noget tærtedej fra en pose, men denne tærtedej er SÅ nem at lave, at det faktisk er lige så nemt som dem fra poserne. Bonus ved selv at lave det, er jo at det er uden E-numre og man ved nøjagtigt hvad der er i!!! Tror endeligt at jeg er vokset fra tærtedej fra pose! 😀

Tilbage til tærten!

WP_001321

De afdryppede blade kan man lige nippe de værste stængler af og så skal de sauteres i riiiigeligt med smør, og pludselig fylder de ikke så meget mere (lige som med spinat) og husk at krydre godt med salt og peber.WP_001327

 

Til æggemassen brugte jeg:

4 æg
1 bløb mælk
1/2 reven muskatnød
Lidt reven emmentaler
1 bæger mascarponecreme (hytte ost eller ricotta kan også bruges), det er rigtigt godt med noget fedme til denne ellers ret rustikke og grove tærte (med grov mener jeg ikke kalorielet, bare lige for afklare det)
Salt og peber

Tærten samles i den forbagte bund, først kom jeg de sauterede urter i bunden, så dryssede jeg de finthakkede purløg over, og kom mascarpone-og æggemassen over og dryssede osten til sidst.

Tærten blev bagt i 25-30 min ved 200 grader!

WP_001330

Så kan det næsten heller ikke blive mere øko-romantisk, vel?

Nu håber jeg at mine gæster i aften er modige nok til at smage! Jeg ved jo af erfaring det kan være grænseoverskridende at sætte tænderne i denne tærte første gang!

Dette indlæg blev udgivet i Aftensmad, Opskrifter og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 Responses to Tærte med grøftekant

  1. A + K = skriver:

    Uhm, lyder lækkert med engang grøftekant (; Jeg har selv planer om at lave skvalderkålpesto i år!

    – Anne

  2. Kære Anne

    Det glæder mig at du syntes det lyder lækkert! 😉

    Skvalderkålpesto lyder også godt! Kan ske man skulle prøve det! 🙂

    Mange hilsner
    Anne

  3. Pingback: Asiatiske kødboller i sesam med wokgrøntsager | Frøken Annes Køkken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.