Toscatærte uden mel

Det her er min version af en toscatærte, dog helt uden mel. Bunden er i virkeligheden min højt elskede mazarintærte som du kan finde en herlig sommerversion med cheesecake og jordbær af lige her.

For mig er det rigtig vigtigt at bruge de bedste kvalitetshasselnødder, som jeg kan få fat i og allermest vigtigt er, at de er afskallede. Kan man ikke få de lækre Piemontehasselnødder, som jeg synes er de bedste, men kun de almindelige med den brune skal på, kan man riste hasselnødder med den brune skal på lidt i ovnen og nulre de brune skaller af i et viskestykke. Hvis man gør det, skal man være endnu mere opmærksom på, at nødderne ikke branker ved den sidste bagning.

Denne tærte bager jeg i en stor springform på 26 cm i diameter, og der er lækker toscatærte til i hvert fald 8-10 personer, alt efter hvor kagesultne de er. Det er en smørtung kage man ikke kan spise de største stykker af.

Ingredienserne er som følger:

Marzarinbund:

  • 200 g revet marcipan
  • 250 g blødt smør
  • 170 g sukker
  • 4 æg
  • 120 g mandelmel

Nøddekaramel:

  • 200g hasselnødder- afskallede fra Piemonte
  • 150g sukker
  • 150g smør
  • 25g mørk sirup
  • 1 nip salt
  • Evt. 100g chokolade til pynt

Fremgangmåde med bunden:

Rør marcipan, sukker og smør til en jævn masse. Tilsæt æggene og vend mandelmelet i til sidst.

Smør springformen med lidt ekstra smør og fordel dejen i formen.

Bages ved 150 grader varmluft i 20-22 min.

Fremgangsmåde med nøddekaramellen:

Smelt smør, sukker og sirup i en gryde. Kog det op til en karamel, hold øje med gryden, for det kan hurtigt brænde på. Tag den af varmen, tilsæt nødder og et nip salt (5-8 grove saltkorn) og rør rundt.

Fordel nøddekaramellen på kagebunden og bag ved 150 grader varmluft i 10-15 min. Hold godt øje med, at nødderne og karamellen ikke brænder på.

Pynt med chokolade:

Når kagen er kølet af, kan man pynte den med lidt tempereret smeltet chokolade. Jeg bruger ca. 100g chokoladeknapper af god kvalitet, helst Callebaut og opefter i prisklasse.

Tempereringen sker ved at komme halvdelen i en dyb tallerken eller skål og zappe i mikroen i 30 sekunder, røre rundt, zappe 30 sekunder, røre osv. indtil chokoladen er smeltet. Dernæst tilsætter jeg den anden halvdel af chokoladen og rører rundt indtil alt er smeltet.

Herefter kommer jeg chokoladen i en spidspose og drizzler chokoladestriber ud over kagen. Et tip er at lægge strimler af bagepapir under kanterne, inden chokoladen kommer på, som så kan trækkes ud under kagen.

Kagen kan med fordel laves dagen i forvejen, da den holder sig godt på køl, men chokoladen vil jeg først komme på den dag kagen skal spises. Ellers kan man risikere at chokoladen trækker fugt i køleskabet.

Details

Dette indlæg blev udgivet i Aftensmad, Brød og kager, Opskrifter og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.