Som lovet kommer der her en beskrivelse af hvad der er under den nemme jordnøddesauce. Min version af Nasi Goreng, eller sagt på en anden måde, hvad der lige var i køleskabet stegt med ris og æg.
Man tager:
Kalkun i små tern (eller hvad man nu lige har lyst til)
Kogte basmati ris
Fintsnittede grøntsager (jeg brugte hvad jeg havde i køleskabet så det blev til bladselleri, gulerod og frosne ærter)
Hakket hvidløg og ingefær
Forårsløg
2 æg (der er kun 1 på billedet, men jeg endte med at bruge to)
Først svitsede jeg kalkunen i lidt karry, salt og peber (der skulle ikke så mange krydderier til da det ville tage for meget smag fra jordnøddesaucen, men for at kalkunen ikke blev for fersk brugte jeg ca 1 tsk karry)
Da kalkunen lige knapt var klar (den må endelig ikke få for meget) tilsatte jeg grøntsagerne (på nær ærterne) og vendte det hele hurtigt rundt.
Det hele blev skubbet lidt til side i panden så risene kan tilsættes og svitse lidt. Og derefter blandes det sammen.
Æggene bliver knækket ud i risretten og røres rundt, her skal man være lidt hurtig så der ikke går for meget æggekage i den. Det er meningen at æggene skal dække lidt af alt i retten og må ikke få for meget (men heller ikke for lidt), det skal fungere som en slags “sauce” der binder retten sammen, uden at være en egentlig sauce. Sluk for blusset når man kommer æggene i.
Ærterne tilsættes, og retten er færdig, og kan serveres med den nemme jordnøddesauce.
Drys med flere hakkede forårsløg.
Næste gang jeg laver Nasi Goreng vil jeg tilsætte lidt hakket chili for at give retten endnu mere pift. Umm, glæder mig allerede.