Her har du en opskrift fra min italiensk for grovædere serie.
Man skal starte et par dage før man skal lave retten, for man tager nemlig et stykke frisk trøffel, her er det sort sommertrøffel som jeg købte på trøffelmarkedet i Alba i år, og putter det i en beholder der kan slutte tæt, sammen med friske æg.
Æggenes porøse skal gør at trøffelens kraftige aromaer trænger ind i æggene og infuserer ægget inden i med trøffel smag og duft. Efter et par dage har man æg der smager mildt af trøffel.
Æg i brød er egentlig en morgenmadsret, eller om man vil brunchret, men det er også en god undskyldning for at spise masser af friskrevet sort trøffel. Har man ikke trøfler kan man lave æggene uden.
Man skal bruge en skrive godt brød for hvert æg, brødet behøver ikke være superfriskt. Man stikker et hul ud i hver brødskive med en kop eller et glas, så man er sikker på at et ægs massefylde kan være i hullet.
Steg de udstukne brødskiver i masser af smør på en pande på den ene side, vend brødene om, og knæk et æg ud i en kop og lad hele ægget glide ned i hullet på hver brødskive. Efter højest 1 til 1 1/2 minut, vend brødskiverne hurtigt om, og giv dem et minut eller to på den anden side. Det er meningen at æggeblommen skal være flydende inden i. Tænk på det som et spejlæg i et stykke brød.
Billedet er venligst udlånt af Klidmoster
Krydder med salt og peber inden servering, jeg stænkede også med et par dråber trøffelbalsamico for at tilfører lidt syre til retten. Ved serveringen ved bordet blev der høvlet så meget frisk trøffel ud over hver servering, som den der skulle spise brødet ville have, sådan bliver det nemlig gjort i Italien.