Det er længe siden jeg har været aktiv på min lille blog, men jeg er nu i live, har det godt, men er bare meget travl. Jeg spiser og laver faktisk også en masse mad, får bare ikke skrevet så meget om det.
Prøver lige et nyt koncept her; Mad-postkort
Den 3. april var Klidmoster og jeg blevet inviteret på en lille pub-crawl af Cherry Heering. Sammen med os var der nogle livsstilsbloggere, som jeg desværre aldrig kom rigtig ind på livet af. Vi var en lidt mis-matched gruppe. Første stop var Memphis Roadhouse, hvor billedet er fra, dernæst var vi på den endnu ikke åbnede Pustervig, ny cocktail og vinbar i Aarhus. Dernæst Castenskiold, hvor de alle brugte Cherry Heering i de drinks vi fik serveret.
Den 12. april lavede jeg mad til min veninde Frejas kandidatfest. Menuen var tapas, tærter, salater, mini-pizzaer. Det med at lave mad til fester er ikke noget jeg gør meget i, da det er et stort arbejde og hårdt fysisk krævende, men maden faldt i god jord. I sær min kartoffelpizza fik mange roser med på vejen. Denne gang lavet med blendet hytteost under kartoflerne, der var snittet på et mandolinjern.
Tine havde lavet denne flotte strikke-kage til Freja! Orv, hvor ville jeg ønske at jeg kunne finde ud af at lave SÅ flotte kager!
Den 13. april agerede jeg assistent for Klidmoster, der havde fundet vej ind i en konkurrence på en Italiensk messe i Ridehuset. Vi skulle konkurrerer om at lave den bedste pizza, mod to andre pizzabagere. Vores pizza var med boller af tun og pesto, bagt aubergine, og der skulle have været gedeost på også, men det kunne ikke skaffes på dagen. Jeg spurgte om der er dresscode når man skulle være Klidmosters assistent, og fik at vide at jeg gerne måtte ligne en tryllekunstners assistent i palietter hvis jeg havde. DET havde jeg! Desværre blev vores pizza med (guld)-fisk nummer sjok! Assistenten var passende skuffet!
Billedet er lånt af Klidmoster
Midt i april blev jeg bedt om at bage fastelavnsboller (ja, lidt uden for sæsonen) men rygterne om mine tredobbelte fastelavnsboller har floreret, så de måtte have en reprise. Fyldet består af en æblekompot med kanel og vanilje, samt dulche leche (kan købes færdigt, eller laves ved at koge en dåse kondenseret mælk i 4 timer).
Ovenpå kommer der en stor klat kage creme og glasur til pynt. Dejen er fra den sagnomspundne tv-kringle.
Dernæst stod den på kokostoppe til veninde påske-hygge. Æg og sukker piskes og kokosmel blandes i. Samles som toppe og bages gylden brune. Bunden kan dyppes i chokolade.
De solrige påskedage bød på familefrokost, hvor denne overdådige Pavlova med vaniljeflødeskum, jordbær, granatæble og blå druer gjorde finalen.
Der var også Generalforsamlingen i madbevægelsen Slow Food, Østjylland kredsen. Med den økologiske røgede ørred og oplæg af Villy fra Danske økologiske Fisk og Skaldyr, serveret på Gröne’s Cafe, der helt sikkert er et besøg værdigt.
Der var endagsturen til København, hvor vi spiste på Wagamama.
Fredag den 16. maj, Store Bededag blev min ældste niece konfirmeret. Uger forinden havde den kommende konfirmand og hedes fader set Mette Blomsterberg lave et overflødighedshorn på tv. Faderen var kommet til at ytre “at det da ikke kunne være så svært.” Hvorefter den kommende konfirmand havde bedt om at få et hjemmelavet overflødighedshorn serveret til konfirmationen. Det fik hun! Det smagte pragtfuldt og blev fortæret rub og stub! Godt gået, Henrik!