Her er en rigtig dejlig hverdagsret som er god hvis man har nogle grøntsager der trænger til at blive brugt. Hos os går retten under navnet bundløs tærte, men andre vil nok mene det er en æggekage med fyld. Kald den hvad du vil, det smager godt, er nemt at lave og kan varieres i det uendelige. Nederst i indlægget kommer der et af mine andre yndlingsforslag til hvad man ellers kan komme i.
Denne vinteraften bestod fyldet af:
1 lille blomkål i buketter
1 broccoli i buketter
1 stor gulerod i grove tern
1 løg i tern
8 æg (der er kun 6 på billedet)
2 dl hytteost
Lidt fond
Salt og peber
Smør
Revet ost efter smag og behag, kan udelades for en lidt lettere version
Bacon, kan udelades for en vegetarisk version
Smør det fad du vil lave den bundløse tærte i godt med smør, du skal ikke være for nærrig med smøret.
Vend løget på en pande med lidt smør, de skal ikke brune, bare lige blive lidt klare i det.
Kog grøntsagerne et par minutter i vand med lidt fond, jeg bruger grøntsagsfond fra Hermabare. Alternativt kan du blot tilsætte lidt salt til kogevandet, det er bare vigtigt at grøntsagerne ikke bliver for ferske i smagen.
Grøntsagerne skal ikke være møre, de skal blot have et opkog. Når de har fået det, så sigt vandet godt fra, lad dem gerne stå et par minutter i en stor sigte, så vandet kan løbe helt fra. Kom derefter grøntsagerne op i fadet og fordel løget ud over.
Pisk æg og hytteost sammen, smag til med salt og peber. Fordel den revne ost ud over fadet og hæld æggemassen ud over.
Baconen steger jeg ved siden af på en pande og serverer blot til, som om det var en æggekage. Hvis baconen kom i æggemassen ville sprødheden ikke kunne opnås eller bevares.
Bages i ovenen i ca 25 min ved 200 grader eller til æggemassen er stivnet og overfladen er gylden.
Mums, så er der aftensmad, bundløs tærte med sprødstegt bacon og vintersalat til.
Portionen her rækker hos os til aftensmad til to voksne samt frokost til begge.
Det er kun fantasien der sætter grænser for hvad fyld der kan bruges, en af de andre favoritter vi har, er med spinat, champignon, varmrøget laks, porre.
Fremgangsmåden minder om ovenfor.
Rist champignong gyldne i smør, og steg den fintsnittede porre lidt med, dog uden porren får farve og fordel ud i fadet sammen med laksen der er plukket i mindre stykker.
Hvis der bruges frossen spinat så skal den varmes op på en pande og ALT vandet skal dampes fra, ellers bliver det noget sjask. Bruges frisk spinat skal de også steget lidt af i noget smør på en pande, så det falder sammen. Husk at smage til med salt og peber.
Jeg vil gerne slå et slag for at bruge noget ordenligt bacon og laks af god kvalitet, heller en mindre mængde og så en bedre kvalitet. Man får hvad man betaler for!