Kringle med masser af snask

Jeg har fået foræret et mindre overskudslager af blød nougat, så jeg er i gang med at udforske alle mulige opskrifter med nougat, da det i hvert fald ikke skal gå til spilde! Uf, det værste der kunne ske!

Jeg har gennemsurfet nettet efter div. opskrifter at give mig i kast med, og faldt over denne opskrift på kringle som jeg lod mig inspirere mig af.

På mit arbejde er der blevet indført en ugentlig brøddag, og der går hurtigt sport i at overgå kolleger i at medbringe BÅDE hjemmebagte boller OG hjemmebagt kage OG hjemmelavet syltetøj! Guilty as charged! *rødme*

Så ud over syltetøjet, og bollerne (opskrift vil følge ved lejlighed), besluttede jeg mig for at forsøge mig med at bage kringlen med nougat i til min brøddag. Jeg har kun en enkelt gang før bagt kringle, og der var et efter fri fantasi jeg kreerede et ganske godt resultat. Men nu skulle der en sikker vinder til, ros fra ens kolleger er jo en undervurderet ting. 😉

Jeg gik igang med opskriften, og tænkte at der ikke er noget der er så godt, at dobbelt op, ikke ville være dobbelt så godt, så i min kringle skulle der selvfølgelig dobbelt snask indeni.

Mit problem var bare at kringlen skulle være klar til afgang fra matriklen kl 6.35 om morgenen, mens den jo også skulle være friskbagt. What to do? Løsningen blev at skære lidt ned på hævetiden, og forsøge at forberede så meget jeg kunne aftenen i forvejen.

I dejen kom der:

Billede0596

500g mel
250g smør, som jeg nulrede sammen aftenen i forvejen

Oven i de tørre ingredienser kom jeg
2 spsk sukker
1/2 tsk kardemomme
1 pk tørgær

Det fik lov at stå overdækket til næste morgen, hvor jeg tilsatte
2 æg
1 dl mælk, og rørte og æltede til en dej.

Fyldet bestod af:

Billede0595

250g sukker
250g smør
250g marcipan (også noget jeg altid har i fryseren)

Disse tre ting blev også rørt sammen aftenen før, og ventede også overdækket til næste morgen.

Yderlig til fyldet bruges 1 pk blød nougat.

Billede0597

Næste morgen stod jeg op 5.15 og gik i gang med at ælte dejen sammen, den fik lov at hæve mens jeg tog et opkvikkende bad, og blev så udrullet.

Billede0598

Derefter blev det gode snask delt ud på dejen, det er vel nærmest en form for luksus remonce med marcipan. Nougaten blev skåret i skiver og placeret på snasken.

Kringlen blev foldet sammen og placeret på en bageplade i min miniovn, og her gik det op for mig at det måske var et lidt hovedløst projekt. Krabaten fyldte jo hele ovnen! Den fik lov til at hæve 10 min mere, mens så skulle den også bages for jeg skulle jo ud af døren.

Iden bagningen gik i gang penslede jeg kringlen med æg og dryssede rørsukker ud over.

Bagetid 30 min. ved 175 grader.

Og så var det at det gik op for mig at jeg havde kommet ALT for meget snask i, for en hel del endte i bunden af min miniovn. Næste gang putter jeg nok 1/3 mindre snask i kringlen.

Men kringlen blev rigtig god, og de sultne horder på arbejdet fik den onduleret i løbet af nul komma fem!

Billede0600

Kringlen er lige brun nok efter min smag, men i miniovnen kom toppen af bagværket temmelig tæt på varmelegmet for oven, men det gik lige an.

Dette indlæg blev udgivet i Brød og kager, Opskrifter, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Kringle med masser af snask

  1. Pingback: Tv-kringlen « Frøken Annes Køkken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.