Jeg drikker ikke selv øl, jeg bryder mig ikke om den bitre smag, men køber af og til øl til gæster, og står tit med øl til overs som jeg bruger i madlavningen. Der er så mange gode ting man kan bruge øl til. Nogle gange erstatter jeg vand i mine boller med øl, eller mælken i pandekagerne, eller også bager jeg denne supernemme kage, som faktisk også er god til mælke- og æggeallergikere.
Kagen er god og svampet, og holder sig fint et par dage, hvis den overlever så længe. Smager godt igennem af “julekrydderierne” så det er mest en vinterkage.
Ølkage
1 lille bradepande
500 g hvedemel
400 g brun farin (ca. 6½ dl)
1 tsk natron
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt nellike
33 cl mørk øl
Jeg har prøvet at anvende, mørk luksus øl, og nisseøl i den børnevenlige version, selvom al alkohol damper af inden kagen når ganerne. Almindelig lys pilsner har jeg også prøvet, og det virker såmænd også helt fint.
Bland de tørre ingredienser blandes sammen, og tilsæt øllen.
Kageblandingen hældes i en lille bradepande, beklædt med bagepapir.
Kagen bages i ca. 45 min, ved 175 grader
Ølkagen kan med fordel overtrækkes med glasur, jeg har prøvet:
Flormelis rørt op med citronsaft, og revet usprøjtet citronskal
Appelsinsmør, bestående af 100g smør rørt op med appelsinsaft og revet appelsinskal, fra øko appelsin.
Men den kan også bare spises som den er, skåret i skiver og med smør på! MUMS!
Denne kage nåede aldrig at få glasur på før den var væk. 🙂