Fastelavnsboller 2014

Jeg elsker fastelavnsboller, og elsker at man kan eksperimentere med alle mulige slags fyld af guf og godter.

Sidste år lavede jeg eks. disse:

547930_10151346944093821_780737110_n

Det øverste er med marcipan og nougat (rester fra julen) inden i. Udenpå er det bare nougat der lige er blevet zappet i mikroen 10-15 sek, drys af frysetørret hindbær.

De nederste er klassiske med creme, hvid glasur og chokoladekrymmel.

I år startede min fastelavnsbolle craving tidligt, allerede i januar, så derfor har jeg på nuværende tidspunkt surfet nettet tyndt efter nye ideer til fyld. Pludselig ramte jeg ned i et koncept er er intet mindre end genialt; dobbeltfyldte fastelavnsboller!!!

WP_001366

Det ligner måske en spandauer, men det er det ikke, det er en almindelig fyldt fastelavnsbolle, hvor man laver en fordybning oveni, og kommer en stor klat hjemmelavet creme ovenpå!

Fyldet inden i disse var en dejlig sur-sød æblemarmelade med vanilje og økologisk appelsinskal som jeg havde lavet! De holdte ikke længe i min gæsters nærvær, kan jeg afsløre! 😉

På tegnebrættet er allerede skitsen til tre-dobbelt fyldte fastelavnsboller. Samme koncept med en klat creme på toppen, men med en æblemarmelade med kanel og palmesukker (meget karamel-agtig i smagen) og dulce leche (man koger en dåse kondenseret mælk i 3-4 timer i dåsen)! Jeg satser på det ikke bliver helt ringe! Hold øje på min FB side til Frøken Annes Køkken efter billeder af dem. 😀

Men her kommer opskriften på de dobbelt-fyldte:

Jeg bruger dejen fra min højtelskede TV-Kringle til disse fastelavnsboller. Jeg bruger dog mælk og rigtig smør. Husk også et nip salt i dejen og evt. kardemomme, hvis du kan lide det (det står der vist ikke i den oprindelige opskrift).

Alt efter hvor store du laver fastelavnsbollerne kan jeg få en 15-17 boller ud af en portion dej.

Æblemarmeladen lavede jeg ved at bruge 6-8 haveæbler fra i sommers, de var lidt bløde og trængte til at blive brugt, så det blev de i bedste Stop Spild Af Mad. Jeg har en flamingokasse på altanen hvor jeg har mine haveæbler i, man skal bare huske ikke at lukke låget helt i, så kan æblerne ikke ånde, så kan de fint holde sig nogle måneder.

Æblerne blev skrællet og skåret i mindre stykker, kogt godt ind, vaniljekorn, appelsinskal og saft blev tilsat, sammen med lidt sukker. Smag hvor sød du kan lide din marmelade. Kog godt ind til marmeladen har en tyk konsistens, men pas på det ikke brænder på, især når du har tilsat sukker.

Marmeladen kom på glas til dagen efter, hvor fastelavnsbollerne skulle laves.

Cremen kan med fordel laves dagen i forvejen da den også skal køle helt ned. Tidligere har jeg været lidt for doven til selv at lave min egen creme, men har i år erfaret at det er stort set lige så nemt selv at lave creme fra bunden, som det er at lave det fra en pose.

Man skal bruge:

2 æg
3 spsk sukker
2 1/2 dl mælk
Korn af 1 vaniljestang, mast ud i lidt sukker, så kornene skiller sig bedre ad
2 spsk Maizena rørt ud i 1/2 dl kold mælk

Piskes sammen, hældes gennem en si for at få vaniljestangens lameller fra, det giver en pænere creme, hvis man får dem siet fra.

Varmes op i en gryde til lige under kogepunktet, mens der piskes i gryden hele tiden.

Lad cremen køle helt af, helst med et stykke film hen over cremen (gerne ned på cremen), da den ellers trækker skind.

Når cremen er kold, kan den med fordel kommes på en sprøjtepose.

WP_001364Rul dejen ud, kom en klat æblemarmelade ud på hver, husk at lukke alle hjørner godt. Form en fastelavnsbolle med en lille fordybning i midten. Når fastelavnsbollerne har efterhævet, så pensel dem med sammenpisket æg, og kom en klat creme i fordybningen.

Bages ved 200 grader til gyldne ca. 12-15 min, pas på cremen kan nemt få farve.

Når afkølet, pynter jeg dem med hvid glasur i et zig-zag mønster.

WP_001368

Som en service kan jeg fortælle at fastelavnsmandag i år er 3. marts, så spørgsmålet er nu, hvor mange gange kan DU nå at bage disse lækre fastelavnsboller inden?

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Brød og kager, Opskrifter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Fastelavnsboller 2014

  1. Bente skriver:

    Haaaaaaaaaaaaaaaps!

  2. Pingback: Marieboller med nougatcreme | Signes Mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.