Denne kage lavede jeg for et stykke tid siden til min søde kollega Anne, og den falder meget godt i tråd med det nye projekt jeg har gang i. Jeg er nemlig på skrump!
Jeg har hyret mig en personlig træner og er blevet udstyret med kostplaner og det hele! Tro mig der indgår IKKE kage i de kostplaner!!! 🙁 Men, min træner er jo ikke med mig hele tiden, så lidt snyderi kan det godt blive til i krogene. Skulle jeg snyde lidt, kunne det sagtens være med denne dejlige kage, der har kvaliteter a la cheesecake, uden var være den samme kaloriebombe! Æggene og kvarken i kagen danner en luftigere version af cheesecakes bløde kærtegn i munden!
Der er ikke ret meget mel i kagen, og jeg tror godt man kunne erstatte melet med mandelmel for at få en helt glutenfri kage. Jeg har dog ikke selv afprøvet det endnu. Kan ske der er nogen derude der vil prøve?!?
Jeg valgte at kombinere kagen med citrus, fordi det var det jeg havde, men hos Hjerteforeningen hvor jeg fandt inspirationen til kagen, har de brugt rabarber der jo i høj grad er i sæson lige nu.
Her er min version af hvad jeg gjorde:
400g græsk yoghurt 0,2% (det minder altså meget om kvark efter min mening, og skyr kan nok også godt bruges)
4 æg
1/2 dl smags neutral olie (jeg brugte en mild olivenolie og det var fint)
50 g mel
150 g sukker
Skallen af 2 små økologiske citroner
1 1/2 tsk bagepulver
2 tsk stødt kardemomme
1 knivspids salt
Æggeblommer, sukker, kardemomme, bagepulver, salt og citronskal røres sammen, dernæst røres olien i, mens æggehviderne piskes stive i en skål for sig.
Æggehviderne vendes forsigtigt i dejen. Kom dejen i en smurt springform og bag ved 150 graders varmluft i ca 40 min.
Imens kan citrussaucen laves.
Jeg brugte:
2 appelsiner
2 citroner
1 lime
1 stang vanilje (tak Britt)
4 spsk sukker (dobbelt så meget som på billedet, det var sgu lidt surt ellers)
Jeg skar filetterne ud af appelsinerne, mens jeg pressede saften af citronerne og limefrugten. Safterne blev kogt sammen med sukkeret og vanilje stangen (kornene skabt ud).
Safterne fik lov til at koge helt sammen til en tyk sirup, tykkere end man vil have den. For når appelsin filetterne kommer i bliver siruppen tyndere igen.
Når kagen er tilpas afkølet placeres den på et kagefad, og citrussaucen med filetterne øses over. Siruppen siver ned i kagen og gør den endnu mere svampet og lækker.
Jeg syntes det var en rigtig fin smagskombination mellem kardemommen i kagen og den skarpe citrussmag til, men man kan jo variere med alle sommerens bær og frugter. Det er en dejlig let og sommerlig kage der ikke er så tung i maven.
Bær over med mig hvis min blog den nærmeste fremtid kommer til at bære præg af mit skrumpeprojekt! Jeg lover det ikke er permanent, men har sat mig som mål at finde gastronomiske udfordringer med færre kalorier! Det må kunne lade sig gøre uden at gå helt væk fra velsmag og nydelse af mad!
Hvis I lover at hænge på, så lover jeg at hænge i! 😉
Kram fra Anne
Yumyum, hvor ser den bare lækker ud! Citronkage er bare altid godt, men har aldrig fået denne version, men god ser den ud.
– Anne
Kære Anne
Den var også rigtig lækker, den kan anbefales!
Mange hilsner
Anne