Allerede sidste år da jeg delte opskriften på den Christmas Cake som er en stor tradition i min familie til jul, besluttede jeg mig for at næste år skulle der eksperimenteres lidt mere med i hvert fald den ene af kagerne. Jeg tør ikke pille ved min families jul, så der er allerede bagt den helt traditionelle Christmas Cake, som skal have sin plads på bordet den 24. december i min familie.
Den traditionelle Christmas Cake i al sin glans og pragt!
MEN, eftersom jeg sidste år og i år igen, har besluttet mig for at bage en Christmas Cake mere, som jeg vil traktere mine egne julegæster her i Aarhus med, og den er jeg jo helt aldeles selv herre over, så nu var tiden inde til at eksperimentere!
Jeg har gået og leget lidt med ideen om at skabe en Christmas Cake med mere “grønne” smagsnuancer. Julen bliver nemt “brun” i smagen, kanel, nelliker og sirups brun. Ikke at der er noget i vejen med det, men der er jo også friske smage der hører julen til, citrusfrugter, kardemomme og hvorfor ikke også ingefær?!?
Rent visuelt ville jeg også gerne have en kage der ikke var så mørk at se på, men som stadig havde funklende juveler af farvet frugt i sig, bare i en lys kage.
Jeg smagte lidt på alle de tørrede frugter jeg havde købt i løbet af året, og forsøgte at visualisere hvordan kagen ville smage som en sammenhæng. Jeg gik efter friske smagsnuancer og lidt skarpe smage.
For snart længe siden satte jeg tørrede ananaskirsebær i blød i hjemmelavet lemoncello med vanilje, da de var temmelig tørre og havde en lidt for sej skal. Egentlig er det at forgribe processen af Christmas Caken der skal soppe i sprut i mindst en måned, men lige med disse ananaskirsebær vurderede jeg at jeg var nødt til at fremskynde processen, hvis det skulle blive godt.
Denne kage blev lavet til en springform på 20 cm, se nærmere hvordan man laver kagen her.
Jeg besluttede mig for at bruge:
100g grønne rosiner
100g golden jumbo rosiner
100g udblødte ananaskirsebær
90g syltede pomelo skal, der blev hakket da det var ret hårdt
100g amarenakirsebær, drænet for lage
50g syltet ingefær, hakket fint
90 g sukat eller orangeskal
90g hakkede mandler
120g smør
90g lys rørsukker
50g lys muscavado sukker
1 spsk hjemmelavet vaniljesukker
1 tsk muskatblomme stødt ud i lidt sukker
4 æg
350g mel
1 tsk natron
1 spsk mælk
1 dl kardemommelikør lavet af Klidmoster
Jeg håber virkelig at kagen bliver god, men det ved jeg jo først om en måneds tid, lige nu står kagen pakket ind i film i en kagedåse, og bliver hver uge dryppet med lidt af Klidmosters kardemommelikør, hvis jeg løber tør for kardemommelikør går jeg over til at dyppe med min hjemmelavede appelsinlikør.
Se hvor fin lys den er blevet!
Tror ikke jeg vil kunne bage en kage og så først spise den om en måned, det svarer jo til at skulle leve i cølibat i en hel måned 🙂
Sådan er der jo heldigvis forskel på folk! 😉
Man kan jo bare bage en masse andet i mellemtiden som godt må spises med det samme.
Mange hilsner
Anne