Nytårshilsen 2013

Jeg vil gerne ønske alle der følger med her et rigtigt godt nytår, og sige en stor tak fordi I bliver ved med at komme tilbage og læse mine skriblerier.

I år har jeg valgt at holde nytårsaften på en helt ny måde, for jeg har valgt at holde den kun med mig selv. Jeg laver dejlig mad, og bruger dagen og aftenen på at reflektere over året der gik, og forme ønskerne for det nye der kommer. Mere om det senere i indlægget.

Menuen jeg har sammensat til i aften er ikke raketvidenskab, men det var lige præcis det jeg havde lyst til at spise, så derfor er menuen;

Forret: 250g rejer på en skive godt grydebrød, med mayo og wasabi cavi-art (vegetarversionen). Jeg stødte på wasabi cavi-art sidste år og er faldet helt pladask for smagen. Det er ikke high-cuisine, but I lubs it! 😀

Hovedret: 400g god slagterbøf der knapt nok er blevet stegt, ovnbagte rodfrugter og et let salat.

Dessert: Appelsin-tiramisu. Jeg elsker tiramisu når der ikke er for meget kaffesmag i , og derfor har jeg udviklet denne, meget nemme opskrift, ud fra en Jamie Oliver kogebog.

Midnat: Hjemmelavede petit four og rød mousserende vin på altanen til et formidabelt view ud over hele festfyrværkeriet. Tror endda jeg tager min dyne med derud, så jeg kan sidde længe og nyde synet.

Rigtig godt nytår herfra til alle der kommer forbi! Vi ses i det nye år!

—————————————————————————————————————–

De følgende skriverier har ikke noget med madopskrifter at gøre, men er ret resume over de refleksioner jeg har gjort over året der gik. Er du her kun for at læse opskrifter eller er du allergisk over lommefilosofi, så spring bare videre. 😉

2013 har været et skelsættende år for mig og jeg har lært rigtig meget om mig selv og om andre i det forgangne år.

Påvirket af den ydre trussel der hænger over en af mine kære, i form af en terminal kræftsygdom, har jeg de seneste par år haft tørst efter at lære mere, acceptere mere og frygte mindre her i livet. Da det er gået op for mig at vi jo alle kun lever én gang, og at det eneste øjeblik der eksisterer er nuet. Fortiden kan man måske lære noget af, og fremtiden kan man håbe for, men det eneste øjeblik man lever i, er nuet, og derfor er det op til en selv at få det ud af nuet som man ønsker sig. Der kommer ikke nogen og skaber dit nu og din lykke for dig.

Det hele handler om hvilket perspektiv man bruger til at anskue ens liv, og hvilke begrænsninger man sætter op for sig selv.

I mit liv har frygt været et rigtigt stort issue, Frygt for at blive afvist, frygt for at være alene, frygt for at fejle, frygt for ikke at blive elsket og ikke mindst frygt for hvad der skal ske i fremtiden eller blot det ukendte.

Internettet svømmer i lommefilosofi, men jeg har faktisk fundet et par sider der gav mening for mit arbejde med at kigge på alle disse ting jeg frygter.

Først var jeg nødt til at blive klar over hvad der sker når man frygter så mange ting, og hvor meget frygt egentlig kan stjæle af ens liv.

Jeg havde på et tidspunkt også brug for nogle teknikker for at kunne overvinde frygten.

For jeg nåede faktisk i mit arbejde dertil, at i år blev året hvor jeg satte alt det jeg frygter på en lille båd, søsatte den og observerede den gide med strømmen, ud af mine hænder, ud af mit liv og forsvinde ud i horisonten. Jeg gjorde noget aktivt for at give slip på alt det jeg frygter.

Det har naturligvis været et enormt stort stykke arbejde, der langt fra er slut, for det bliver en livslang kamp for at holde frygten på afstand og ikke bare kalde det hele tilbage igen. Men det har samtidig været en enorm stor lettelse fordi det har frigivet en masse energi.

I 2013 har jeg kunnet give slip på:

Frygten for at stå ved hvad jeg kommer fra.
Jeg har deltaget i en bog hvor jeg fortæller om hvad det vil sige at være datter til en manio-depressiv far, hvor jeg har fortalt meget ærligt hvilke konsekvenser min fars sygdom har haft for mit liv. Derudover har jeg fundet modet til at fortælle mine nærmeste venner mere om hvordan min opvækst var, og jeg har endda ladet dem møde min far. Jeg elsker min far og har sluttet fred med ham for mange år siden, men jeg har aldrig før fortalt så åbent om hvad hans sygdom har betydet for mit liv.

Frygten for at se mig selv i øjnene.
Jeg er overvægtig fordi jeg har truffet nogle dårlige livsvalg gennem årene, fordi det var nemmere at gemme sig i frygten, end at gøre noget ved det. Jeg har (igen) hyret en personlig træner i mit lokale fitnesscenter, som fungerer som min personlige indpisker og motivator. Maria har dog den ekstra finesse, at hun har en suppleringsuddannelse i psykologi, det gør hende på ingen måde til psykolog, men det betyder at hun ved mere om koblingen mellem vægttab og psykologien bag overvægt, end de personlige trænere jeg før har benyttet mig af. Det koster spidsen af en jetjager at have en personlig træner, men jeg ved af erfaring at jeg kan ikke tabe mig alle de kilo jeg gerne vil uden hjælp, for så havde jeg gjort det allerede. For mig er det her en investering i resten af mit liv. I 2013 tabte jeg mig 12 kg fysisk, og cirka også det samme mentalt på grund af arbejdet med Maria.

Frygten for at blive afvist.
Da jeg voksede op, blev jeg især i teenageårene stigmatiseret på grund af min fars sygdom, det kulminerede i at jeg blev holdt udenfor i sociale sammenhæng. Dette har været et åg jeg har båret med mig op gennem voksenlivet, og derfor har jeg sidenhen været medlem af alle de festkomitéer og fredagsbarer som jeg kunne, for at være sikker på at jeg i hvert fald kom med til alle festerne. Det har også betydet at jeg ikke har været ret god til at sortere i venskaber og relationer, da jeg af frygt for at bliv afvist har holdt fast i alle der har kunnet bruge mig til noget. I 2013 fik jeg givet slip på nogle relationer, som bare ikke gav mening for mig mere.

Frygten for at meddele mit sande jeg.
Udover at jeg har haft svært ved at sige til folk at jeg ikke har lyst til, at de skal have en plads i mit liv, så har jeg har endnu sværere ved at sige til folk at jeg gerne vil have dem i mit liv. I 2013 tog jeg det monumentalt store skridt, at turde fortælle en jeg har kendt i 14 år, at jeg gerne vil være en støre del af hans liv. Jeg fik desværre ikke det resultat jeg havde ønsket mig, men alene at turde sige det var en ufattelig stor sejer. Jeg kan endda stadig se ham i øjnene og ikke fortryde min beslutning. Jeg meddelte ham nemlig mit sande jeg, og det skammer jeg mig ikke over længere at gøre.

Her er de ønsker jeg håber på 2014:

Et godt helbred til alle jeg kender.

Mere vægttab og større indsigt samtidig, så jeg kan blive udfordringerne kvit for evigt.

Holde frygten på afstand, og fortsætte med at kravle op ad livets stige til endnu større enlightenment.

Mod til at turde endnu mere.

Kram, kærlighed og karma til alle der læste så langt, Anne

Læs også

Julefrokost 2013 Kulinarisk Sydfyn 2013