Denne tid med lange lyse aftener indbyder til hyggelige stunder i solens aftenstråler. Tit er sommermad lig med grillmad, men da jeg ikke ejer en grill (endnu), så må jeg finde på sommermad på andre måder.
I går stod menuen på:
Pil selv rejer, her store grønlandske MSC certificeret rejer fra frost der blot lige akkurat var tøet på.
Salat af frisk spinat i en oliedressing med blåbæreddike, vandmelon, forårsløg og feta.
På kulhydrat siden gik jeg lidt amok da der både var nye danske kartofler med persille og et friskbagt grydebrød hvor jeg havde tilsat en spsk tahin til dejen. Det gav en ekstra afrunding af brødets nøddesmag.
Dertil var der koldt økologisk smør og en hjemmerørt aioli, der bestod af 1 æggeblomme fra et øko æg, en tsk Ravigottedressing (sød sennepsdressing), ca en dl smagsneutral olie, jeg brugte solsikkeolie. Lidt salt, peber og revet hvidløg. Rør olien i lidt ad gangen. Husk at sørge for at æg, sennep og olie er stuetemperatur, ellers kan det skille lidt. Ravigotten gav en fin sødme til aiolien der klædte de sødmefulde rejer godt. Jeg bryder mig ikke om når aioli river for meget af hvidløg på tungen, så man ikke kan smage andet.
Til menuen blev der serveret kølig hvidvin på altanen!
Det var en rigtig hyggelig og romantisk sommermiddag, hvor vi brugte længe på at pille rejerne og nyde hinandens selskab.